28.12.16:
Pernille og Mac var i dag til C-stævne i Viborg. De startede først LB* B0, hvor de fik en rigtig fin tur, med 0 fejl og en roset med hjem. I LB** var Mac blevet træt, efter en træls opvarmning, så det blev til tre stop, og dermed udgik de .

27.12.16
Pernille og jeg var lige en smut i Langå og se Anna starte sit aller første udenbys stævne på Concordio.
Han var lidt frisk, og startede ud med at tabe Anna ude på opvarmningen, ikke nemt at sidde fast, når man sidder på fleecetæppet, og knægten lige syntes det kunne være sjovt med et lille bukkespring. Anna havde vist mange nerver på under programmet, som var en LC1 -Kür, men de fik en okay tur, trods lidt misforståelser. Så Anna, øvelse gør mester. Lidt mere fat i udvendige tøjle, og så lidt mere drive på ham, så kommer det lige så stille. De fik 61,379 %

11.12.16:
Pernille og Mac var i dag til klubstævne i Fristrup, trængte til lidt stævneridning.
De startede en LC B0,blev her 5. ud af 12 og en LB* B3, blev her 3. ud af 4
I begge starter fik de et stop på det første spring, som var det samme i begge springninger, samt det blev til et enkelt nedslag i LB*, men ellers to fine ture, efter første spring .

07.12.16:
Min tidligere hoppe Dorreen SRSDH 480 er i dag blevet aflivet. Hun havde fået konstateret øjen- og hudkræft, og havde fået et stor tumor omkring det ene øje. Denne tumor sad både ind-og udvendig, og bevirkede, at hun havde store smerter, og derfor blev der taget beslutningen om, at hun skulle aflives. R.I.P. Dorreen

02.12.16:
Pernille og Mac har været med til Holdmesterskab i springning i HHH.
De leverede to fine 0-ture, og kom med i omspringningen til slut. Der slap kræfterne vist lidt op for Mac, han fik et enkelt stop. 
Deres hold sluttede som nr. 5 og var først u-placerede.

05.11.16:
Concordio og Anna Plovbøl har været til Semifinale i 4-års dressur championatet i Ikast i dag.
Han var super fin hele turen igennem, men gik desværre ikke videre til finalen dagen efter. 
Se video her 

28.10.16:
Så ankom Lizette .
Lizette er Pernille's nye hest, som er købt med henblik på at være selskab for Mac,og måske få lidt føl, når de får hestene flyttet hjem til sig selv. Se mere omkring Lizette her 

16.10.16.
Så fik jeg sagt farvel til min lille knægt fra i år. Han er nu blevet afhentet af Helle og Jens fra Stutteri Lykkehøj, hvor han vil få nogle legekammerater , det trænger han til . Han er bare den flinkeste , går direkte i traileren, hvor nemt kan det være. 
Jeg ønsker Helle og Jens rigtig god tur hjemad, der er jo da et godt stykke vej, godt der var en rejsekammerat med til ham. 
Held og lykke med knægten, og jeg glæder mig til at følge ham fremover. Pas nu godt på ham 

01.10.16:
Sikke en dag. Anna Plovbøl og Concordio har i dag været til DSP-Kvalifikationsstævne på Finstrupgaard. Sikke en forbedring fra første gang, trods det, at Anna kun har redet ham 5 gange siden første stævne. Godt Concordio har så dygtige ryttere som 2 X Anna.
Concordio blev i dag nr 4. ud af 13 startende ponyer, og dermed også 3. bedste pony på landsplan. Kan næsten ikke få armene ned. Se mere på hans egen side HER

26.09.16:
Så fik jeg lige begge hopper håndprøvet, og de er stadig drægtige, begge to. Det var dejligt.
Cayla fik sin 3. vaccination, og Mac fik lige ordnet tænder også, så nu kan alle lidt igen.

23.09.16:
Så blev det dagen, hvor Karla og Darleen skulle skulle vise, hvad de havde lært.
Darleen er blevet fremvist til sadelkåring i dag. Se mere på Darleen's egen side her

17.09.16:
Så fik Concordio og Anna deres debut til stævne. Der var Elevstævne i deres klub på Arden Rideskole. De startede forsigtigt ud med en LD2, og fik flotte 73,57%. Stort tillykke til dette seje par, som bliver så spændende at følge fremover også.

11.09.16:
Pernille og Mac var i dag til stævne i Stevnstrup.
Der blev startet i LB* , hvor han stoppede og efterfølgende gav det tidsfejl. I LB** stoppede han så igen, tre gange på det samme spring, og udgik derfor. Øv, hvor er han bare træls med det stopperi. 

29.08.16:
Beverly har nu fået sit R, efter at hendes søn Cadell i weekenden også har været med til kvalifikationsstævne i Ikast og fik sit R, samt blev nr 2 i et hold på 12 ponyer. 
Hun har nu tre af sine afkom med R, som så giver hende sit R.

28.08.16:
Så kom også Lykkebo Concordio til stævne for første gang. Hvor er han bare en cool pony.
Anna Plovbøl red ham for Anna, da hun ikke har så meget stævneerfaring. 
Han gik en rigtig fin tur, og fik sit R.
Så flink en 4-års pony at have med i byen .
Spændende om han får lov til at komme afsted en gang mere .

27.08.16:
Så kom vi afsted med Césanne til Eliteskue. 
Det gik fint, men han kom som ventet ikke i finalen, selv om jeg måske nok syntes, at han godt kunne have klaret sig som nummer tre i finalen. Jeg ved jeg har et super fint hingsteføl, som på dagen blev beteget som været på vej over i at blive plag, hvor kom det lige fra .
Fik flere anerkendende bemærkninger fra andre avlere, og de kan sommetider være mere værd.

12.08.16:
Vi var i dag afsted med Césanne og gamle Beverly til DSP-følskue på Finstrupgaard .
Det gik over al forventning, drengen blev nr 3 og blev udtaget til Eliteskuet om 14 dage , i Ikast.
Han var super fin at have med i byen, selv om han var en smule hingstet på dagen, syntes da, at alle de andre var mega spændende.

01.08.16:
Et dejligt besøg hos Anna, Anette og Concordio i dag. Skønt at se Anna ride Concordio, det skal de nok nå langt med, når de får lidt mere rutine. Min mavefornemmelse fra første gang jeg så dem er stadig den samme, at de er et rigtig godt match , de to.

Kan se at han kom det rigtige sted hen.

17.07.16:
Så blev det tiden for  årlige ringridderstævne ved Slettestrand. Pernille på Mac og Dorthe på Anastacia deltog også i år. 
Pernille og Mac var ikke særlig heldige, da de slet ingen ringe fik, ikke let, når ringen hang for lavt de halv af gangene, og turbo på i flere af gennemridningerne.
Dorthe og Anastacia var mere heldige, og der kunne man også se, at de havde været afsted et par gange i år, de havde et fint tempo, og fik de fem store ringe.

16. og 17.07.16:
Kristin Akerholt og Cocktail har  været til distriktsstævne i Drammen (Norge)
De blev placeret i LB*,  med to fine 0-runder. 6 / 40

I LB**  blev det også til placering med 0 fejl i første fase og 8 fejl i anden fase. 8 / 42

11.07.16:
Lykkebo Césanne er solgt til Stutteri Lykkehøj ved Helle og Jens Mouritsen ved Skjern.
De har også hans far FS Calimero, og mange søskende til Césanne, og jeg glæder mig til at se, hvad knægten bliver til. Césanne skal flytte til Lykkehøj ved fravænning i oktober.

04.07.16:
Så fik jeg kontrolscannet i dag , hun var blevet scannet d.22.06.16 også, men da var der en cyste, som også drillede. Hun er stadig ifol, ih hvor bliver det spændende med to små føl til næste forår. Glæder mig sådan. 
Termin til Diva d. 23.april og d. 4.maj til Beverly. 

03.07.16:
Christina Skillinghaug og Phelix har været til distriksstævne i Drammen (Norge)
De startede en MB0 , hvor det blev til 61,774 % , blev 5 / 9.
I MB2 blev det til 56,765 % , 12 / 19.

02.07.16:
Kristin Akerholt og Cocktail har i dag været til landsstævne i Drammen (Norge)
De red i LB*,  med  8 fejl . 30 / 46


30.06.16:
Jeg var idag til Landskuet i Herning sammen med min far. Vi så mange fine dyr.
Jeg var jo selvfølgelig henne og hilse på alle de smukke sportsponyer, hvor én jo har en særlig stjerne. Det var jo Vivi , som var taget den lange tur til herning med Roxette. Hvor er det dejligt at se, hvor meget Vivi bare elsker denne søde pony. Roxette var som altid helt cool , og nød al opmærksomheden. Roxette fik iøvrigt 22 point på dagen.

25.06.16:
Kristin Akerholt og Cocktail har i dag været til C- stævne i Grenland (Norge)
De blev placeret i LB*,  med to fine 0-runder. 6 / 26

I LA* blev det til 8 fejl . 14 / 18

18,06.16:
Sikke en fødselsdagsgave at få. Vi var til Løgstør Dyrskue med Diva, og det var en rigtig god dag i super selskab. Diva blev flot fremvist af Pernille, og  Diva fik en rigtig flot bedømmelse, og om ikke hun også blev Skuets Bedste Hest, på tværs af racerne, som hendes mor Pandora iøvrigt også har været. Hun fik tildelt 24 point, samt ærespræmie fra Buksesmeden i Løgstør. Så kommer vi jo også til pokalen for Skuets Bedste Hest, det er jo så lige femte gang, at den tilfalder heste udstillet af undertegnede. Pokalen tilfalder nemlig til egendom, hvis man har haft den enten tre år i træk eller fem gange i alt. Er mega stolt, så kan det ikke være helt galt, det jeg går og laver. 

14.06.16:
Så blev Diva scannet og er drægtig , det bliver spændende :-)

06.06.16:
Så fik jeg Beverly hjem igen. Hun blev scannet til morgen, og ægget var gået. Vi kan desværre ikke få sæd hjem før i morgen, og da er det for sent. Krydser bare alt for, at sæden fra i lørdags var rigtig god, og at vi nåede det. 

04.06.16:
Så blev Beverly insimineret igen, så nu håber jeg det går bedre denne gang.

29.05.16:
Så fik vi hentet Diva hjem fra hingst, og håber bare, at hun nu er ifol.
Beverly er blevet sprøjtet i dag, så hun skal gerne komme i brunst i løbet af næste uge.

22.05.16:
Kristin Akerholt og Cocktail har i dag været til stævne for første gang i ti måneder. 
De startede med en LB**, hvor hun fik to fine nul-runder, og blev placeret som nr. 1

24.05.16:
Beverly blev i dag scannet igen, og øv øv , hun var tom.

23.05.16:
Så er Diva bedækket første gang ved Nørlunds Charming Hit SPH 220 

22.05.16:
I går var Diva med til Fjerritslev Dyrskue, og hun var i år også så heldig at få 23 point samt en ærespræmie. Ærespræmien var venligst sponsoreret af Sparekassen Vendsyssel.
I dag er Diva blevet kørt til hingst, og der er i år valgt guldmedaljehingsten Nørlunds Charming Hit, så nu venter jeg på, at hun kommer i brunst.

18.05.16:
Beverly blev scannet i dag og er nu drægtig ved den tyske Dating AT, det bliver så spændende.

14.05.16:
Pernille og Mac var til Pinsestævne i Løgstør. Startede LB* B0. 
Mac syntes åbenbart ikke, at han skulle springe hele banen, så på spring nr 4 blev der så lige parkeret. Springet passede ellers perfekt, men det syntes han ikke. Pernille måtte så desværre indkassere en afsidning i utide. Slog sin fod, og meldte derfor fra til næste klasse. 
Han er altså en kylling engang imellem. Øv.

12.05.16:
Diva har i dag været afsluttende prøve på sin stationsafprøvning, samt hun er blevet kåret.
Se mere på hendes egen side HER

07.05.16:
Idag er Cayla blevet kørt hjem til min far på sommergræs. Hun fik selskab af Pernille Justesen og Thomas Mikkelsens hoppeplag Ammiina. 

04.05.16:
Så lykkedes det forhåbentlig alligevel. Beverly blev insimineret igår, ægget var ikke helt som Per ønskede det, men nu er hun insimineret, og får de næste 14 dage hormonbehandling for at fremme processen, så der forhåbentlig kommer et lille føl ud af dette forsøg. beverly er insimineret ved den tyske ponyhingst Dating AT, som sidste år blev nr 4 ved det tyske Bundeschampionat. Se hingsten Dating At 
Césanne er behandlet med penicillin, og navlen er i bedring. Ligeledes er det vist ikke nødvendigt med at skulle til at rette på hans små fødder, ud over lidt hjælp fra smeden.

29.04.16:
Så blev Beverly og Césanne afleveret på Hestehospitalet Himmerland. Césanne havde fået en infektion ved navlen, så han må behandles med penicillin. Han skal muligvis også have sat sko på baghovene, da han stadig står helt nede på ballerne.  Beverly skulle jo gerne insimineres først i næste uge, og skulle derfor have været kørt derover i morgen alligevel. Hun blev så lige scannet og var så allerede så langt i brunst, at vi sandsynligvis ikke når at få sæd hjem, inden ægget er gået. Øv øv øv, så er det ikke nemt, når hun kommer allerede på 25 dage, da hendes historik siger, at hun plejer at komme på 28-30 dage. Nå, men vi må se tiden an til mandag, hvor hun scannes igen.

23.04.16:
Pernille og Mac var en tur i Nordthy og starte til sæsonens første udendørsstævne. I sne og slud samt solskin det gik. 
Første klasse var en LB* B0, og anden klasse var LB** B4. Der  var et stop i begge starter, men ellers to godkendte ture , på denne kolde dag. Så er de igang.

11.04.16:
Var i dag ude på rideskolen (SAO) og se Diva blive redet . Hun er bare så flink, var i dag i trav også. Er nu rigtig glad for hun kom ud til Nikolai Kowalski, han er super god til de ungdyr.

03.04.16:
Så snød hun mig alligevel. Beverly folede lidt i syv her til morgen, et smuk rødt hingsteføl, som skal hedde Lykkebo Césanne, efter den franske maler Paul Césanne, da han er flot malet med hvidt i hoved og alle fire ben, mere eller mindre. 
Navlen på Césanne sprang ikke lige ved bugen, som den jo gerne skulle gøre, men 20 cm ude på navlestrengen. Så første operation for os var at få denne navlestreng afkortet, så frem med snor og så føllet langt på siden og fik bundet omkring navlen og afklippet det store stykke, som hang der og dinglede. Efterbyrden ville heller ikke rigtig komme fra Beverly, så dyrlægen blev tilkaldt. Det gik heldigvis løs med det samme, at hun fik en indsprøjtning.
Nu er både mor og barn tilpasse, og har været ude på deres første gåtur på marken. 
En meget lille kvik knægt er han, den lille Césanne.
Følg ham på hans egen side her

03.04.16:
Pernille og Mac har været til stævne i Klarup i dag. 
Det havde to rigtig fine ture i LB*, met. B4, to flotte nulrunder blev det til, og jo, det blev da også lige til en placering som nr 3. Så flot.
I LB** met. B0 , der blev det desværre til et enkelt stop, men ellers en fin tur.

02.04.16:
Nu har vi afleveret Diva på Finstrupgaard i tilridning. Planen er, at hun skal gå DSP's 30 dages stationsafprøvning herfra d. 15.april. Jeg syntes, det kunne være godt med lidt mere ridning, inden afsluttende prøve d. 12.maj, så derfor får hun nu to uger mere. Spændende at se hende under rytter. Hun kom i sin boks, og der var fint hø, så det var da mere interresant end at se efter, hvor hun nu lige var kommet hen. Cool pony.

24.03.16:
Pernille og Mac var til stævne i dag i Viborg.
Første start var i LB* i B0, hvor han stoppede en enkelt gang, og de tog det derefter med ro, det gav så 2 fejl på tid , så 6 fejl der. 
I LB** ville han så ikke over spring nr 3, stoppede to gange, og tog så en bom i trejde forsøg, ved da ikke lige hvad der var med det spring, og gik så rigtig fin resten af turen,  hi hi . 

16.03.16:
Så blev det dagen, hvor Concordio drog hjemmefra. Han er solgt til en sød pige, som vi syntes var et fin match for min ponydreng. Ønsker Anna tillykke med Concordio, og vi glæder os til at følge Jer på vejen frem.
Concordio gik fint igennem dyrlægetjek, omend det tog rigtig lang tid pga. tekniske vanskeligheder med røntgenapperatet, og vi kunne så køre til Arden og aflevere ham til Anna.

13.03.16:
Anna og hendes mor Anette har i dag været her for tredje gang, hvor Anna prøvede at ride Concordio udenfor, og knægten er jo et pragteksemplar som altid, så også i dag fik Anna sig en god tur. Hvis ellers han går igennem handelsundersøgelse og røntgen, så er han solgt til Anna på 12 år. Nu krydser vi bare fingre for, at det går fin hos dyrlægen. 

12.03.16:
Pernille og Mac har igen været til stævne, denne gang til C-stævne i Løgstør.
De startede først en LB* Met.B0, der blev det til en fin 0-runde og en roset. I LB** Met.B4 blev der da også lige en fin roest, to fine 0-ture. de blev her nr. 11 ud af 55. Et tilfreds par, som drog hjem fra stævnet i dag.

27.02 og 28.02.16:
Pernille og Mac har været til stævne på Vilhelmsborg i denne weekend.
Det gik meget bedre end Pernille vist turde håbe på, det var dejligt for dem.
Lørdag startede de ud tidlig morgen i LB*, hvor han gik 0 i hovedrunden og fik 4 fejl i omspringningen. Blev nr. 17 ud af 45.
I LB** kom der et enkelt stop, med et resultat på 4 fejl og et enkelt point for tidsfejl, men ellers et par fine ture.
Søndag startede de også ud med LB*, hvor det gik super fint. De gik to fine 0-runder, og det gav også en placering som nr 7 ud af 34, og en fin roset til samlingen.
I LB** snuppede han lige en enkelt bom, men var ellers fin. Det blev 28 / 46.
En glad og tilfreds rytter, som kom hjem denne weekend.

20.02.16:
Nu er der ved at være så lyst, at Pernille godt kan nå at ride Mac udenfor , inden det bliver mørkt, så nu er han kommet hjem igen, efter vinterophold hos Thea.

18.02.16:
Fik lige en lille hilsen fra Line, som ejer Double Up.
Double Up og Duncan går jo stadig sammen, og de har selskab af tre varmblodsplage, så det er en rigtig drengeflok. De hygger sig bare.

18.01.16:
Hvor er det hyggeligt at modtage billeder af mine ponyer, som er flyttet hjemmefra. Darleen er jo så småt begyndt med tilridning , og Karla er så tilfreds med hende.

14.02.16:
Pernille var taget til D-stævne i  Løgstør med Mac for at starte LB* og LB** der. Han syntes alting var farligt, især det blå/hvide spring, det ville mindst æde ham, det endte da også med, at han fik tre stop på denne tur, og så er det jo ud, øv øv øv.
I LB** gik det lidt bedre, kun et enkelt stop, og en enkelt tidsfejl, men der var også  lidt mere go' i ham denne tur rundt.

14.02.16:
Vi havde Concordio med ud på rideskolen, en pige, som er på udkig efter egen pony var og prøve ham. Hvor var det en fornøjelse at se ham med en fremmed rytter på, og se hvordan de bare "faldt i hak" med det samme. Pigen som prøvede ham er kun 12 år, vi må håbe hun kunne li' ham. De klædte hinanden fantastisk godt.

12.02.16:
Pernille var lige hjemme og ride på Concordio lidt, så han ikke glemmer det. Det er kun femte gang de rider siden september måned. Er så glad for ham, han har det skønneste temperament, og gør bare , hvad man ber ham om. 

12.02.16:
Lærke og Anastacia var idag til stævne i Løgstør. De startede en LA-procentklasse, og Lærke's mål var at ride min. 60 %. Det var første gang hun red LA på Anastacia. De fik 60.550 %.

17.01.16:
Pernille og Mac var til stævne i vores egen klub i dag. Hun startede først LB* og dernæst LB**, begge i metode B3. Første klasse gik okay, de fik en okay første fase med 0 -fejl, stoppede på første spring i omspringningen, men kom ellers igennem. Det gav desværre 13 fejl i tid, da et sekund i fejl her tæller med tre, så de sluttede med 17 fejl.  Mac var ikke helt med på det i dag, ville ikke changere og var noget stiv, så i anden klasse stoppede han både på to og tre, og så valgte Pernille at trække ham. Han var tydelig mærket at kulden i dag, øv øv. 

Seneste kommentarer

25.03 | 11:44

hejsa. har i nogle ponyer til salg pt

16.03 | 17:09

De 4 føl født hos dig, er de ikke registreret i DV, kan nemlig kun se 4 afkom på hende ialt . 3 født hos Poul Erik, og så din Chili

16.03 | 17:00

Hej Irma,
Har aldrig fået svaret dig, men der kom lige en anden besked, og så dukkede din jo op igen.
Jeg kan se, at Chilli Nørrekær har været aktiv ved stævner i 2018 og 2019 i både spring og dressur

16.03 | 16:52

Hej Christina,

Britta har aldrig haft et føl efter A-Dur, som hed Majbritt

I 92' havde Britta hingsteføl efter Seewind.

Del siden